Basketballbane flyttes og får støjvæg
21-06-2010
Teknik og Forsyningsudvalget har på deres møde den 21. juni besluttet, at basketballbanen på Museumspladsen flyttes om på sydsiden af cykelbanen. Samtidig opsættes en 2,5 m høj støjvæg, der skal støjskærme mod ejendommene i Sverrigsgade.
- Der har desværre vist sig støjproblemer fra fritidsfaciliteterne på Museumspladsen. Det gør, at vi som kommune er nødt til at foretage tilpasninger på pladsen, så fritidsaktiviteterne kan afvikles på en mindre generende måde for de omkringboende, udtaler formand for Teknik og Miljøudvalget, Freddie H Madsen.
- Når vi har valgt at flytte banen frem for at opføre en højere støjvæg mellem Sverrigsgade og den nuværende basketballbane sker det ud fra en samlet vurdering, som bl.a. baserer sig på høringssvar fra berørte beboere i området. Flytning af basketballbanen og opsætning af en støjvæg længere inde på pladsen er samlet set fundet, at være en mindre generende foranstaltning. Samtidig viser det sig, at de to løsningsmuligheder samlet set koster omtrent det samme, hvorfor der også ud fra et rent økonomisk synspunkt også giver god mening at flytte banen og opsætte en støjvæg inde på pladsen. Vi forventer, at flytningen af banen og opsætningen af støjvæggen kan ske sidst på sommeren, når byggetilladelsen er på plads, slutter Freddie H Madsen.


